Stående bifald

Jeg var med en kammerat kørt fra Odense til København, lørdag d. 28/9-13.
For at se stykket “Come fly away” opsat af Twyla Tharp. En hyldest til Frank Sinatra.

For at beskrive stykket kort, så er det næsten 2 timers vild med dans, udført af balletdansere.
Jeg var nok ikke det som betegnes for den normale målgruppe, da jeg ikke helt kunne se det fede i stykket.
(Jeg betalte ikke selv, og var med på at afbud).

Men mit helt store problem kom efter stykket var færdigt, og danserne stod på scenen og modtog deres bifald.
Pludselig begynder folk at rejse sig op, mens de klapper som lallende idioter.
Jeg blev siddende til alle andre havde rejst sig op, selv min side dame, som ellers var enig med mig i, at stykker ikke var ekspetionelt ud over det sædvanlige, rejste sig også op.

– Så rejste jeg mig modstræbende op, for at se om der skete noget spændende på scenen, Det gjorde der dog ikke!

Hvad er det med de der stående bifald?
Hvorfor er det blevet “in” at hylde et show med stående bifald?
Er det ikke nok at klappe mere?
Hvis normen er stående bifald, og man syntes stykket var ekseptionelt godt, hvordan skal man så vise det?

Jeg hader at blive påduttet en mening, og når jeg rejser mig op, er jeg også med til at sige at stykke var fantastisk godt, hvilket jeg ikke mener.

Fri mig for stående bifald!

Jeg stod og tænkte om de danserne, ikke havde det lidt som de ansatte i Bilka, klokken 1 minut over lukketid. “Se nu at få røven ud, så vi kan komme hjem!”

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Frustrationer.. Bogmærk permalinket.